Ind af ørerne og ud gennem fingrene
På elektronikingeniøruddannelsen har Danni indtil videre blandt meget andet kreeret en cykelcomputer, en elektronisk vægtstand og en metaldetektor. Men den sjoveste og mest udfordrende opgave var robotprojektet på 4. semester.

For 24-årige Danni Ejberg Sørensen er det fedeste ved at læse til
elektronikingeniør de store projekter i løbet af uddannelsen.
- Vi får lige den nødvendige teori, og så bliver vi ellers kastet ud
i det. Vi finder selv ud af, hvordan tingene skal sættes sammen for at
få det til at fungere, fortæller Danni, som læser på 6. semester.
På de tidligere semestre har Danni sammen med sin projektgruppe
konstrueret en cykelcomputer, en elektronisk vægtstang og en
metaldetektor. Men det var især det store robotprojekt på 4. semester,
som fangede hans interesse.
- Jeg levede mig virkelig ind i det og brugte meget tid på projektet. Semestret sluttede af med en konkurrence mellem grupperne, hvor robotterne blev bedømt efter ting som udseende, fart og præcision. Det var et rigtig sjovt projekt, og jeg havde faktisk set frem til det, siden jeg begyndte på uddannelsen, fortæller Danni.
Fingrene ned i tingene
Lige siden Danni som 7-årig fik sin første
computer, har han været vild med at skille ting ad og samle dem
igen.
- Jeg vil gerne have fingrene ned i materien. Jeg plejer at sige: ind
af ørene og øjnene – ud gennem fingrene. Sådan er det på
elektronikingeniøruddannelsen, slår Danni fast.
Også i de teoretiske fag som blandt andet matematik og
signalbehandling bliver der lagt vægt på, at de beregninger man laver,
er taget fra virkeligheden.
- Der er en rød tråd gennem uddannelsen, så der hele tiden bliver
bygget oven på de fag, man har haft på de tidligere semestre. Godt nok
krystalliserer det sig først langt henne i uddannelsen, men så giver
det hele også mening, forklarer Danni
Næsten alt kan programmeres
Danni ved endnu ikke hvad han vil arbejde med, når
eksamensbeviset er i hus. Men det kan godt blive noget med digital
elektronik.
- Det er spændende at programmere en elektronisk dims til at kunne
noget. Og så kan man hele tiden optimere sit resultat. Faktisk er man
kun begrænset af sine egne færdigheder, konkluderer Danni.