Bachelorprojektet førte til job
Lysten til at få de gode ideer og til at få dem omsat til praksis er en slags mantra for Christian Westerberg.

Christian er netop blevet færdig som maskiningeniør fra Ingeniørhøjskolen i København. Blækket fra eksamensbeviset var knap tørt, før Christian i januar 2008 kunne sætte sin underskrift på ansættelseskontrakten med Rockwool International A/S.
Internationale opgaver
Som projektingeniør i afdelingen Group Engineering er den 29-årige nyslåede maskiningeniør primus motor for sidste fase i udviklingen af en særlig pakkemaskine. Bagefter skal han sammen med lokale projektledere stå for den tekniske implementering af maskinen på Rockwool koncernens fabrikker rundt omkring i verden.
- Med min tekniske specialviden skal jeg være med, når maskinen sættes i drift. Og hvis der opstår problemer, skal jeg diagnosticere og finde løsningen. Det er en rigtig spændende opgave, og samtidig en stor udfordring at arbejde i en stor international koncern med omkring 10.000 kollegaer, fortæller Christian.
Fra ide til produktion
Det var bachelorprojektet, som banede vejen for en karriere i Rockwool International A/S.
Sammen med en medstuderende konstruerede Christian en maskine til at skære stenuld ud, og projektet blev til i tæt samarbejde med Rockwool.
- Det var rigtig spændende at idé-generere og bagefter udvikle og konstruere maskinen. Især den kreative proces er sjov. Den største udfordring når man udvikler, er de grænser man skal bryde inde i sig selv. Man skal ikke lade sig begrænse af, hvad man tror er muligt, og når man får en idé skal man altid tegne og skrive den ned. Så tager den måske form, forklarer Christian.
Projektet er nu et internt udviklingsprojekt i Rockwool, og Christian er med på sidelinjen. Og hvem ved, måske Christian en dag skal være med til at implementere den maskine, som han selv har tegnet?