Gennem nåleøjet
Uden at overdrive kan man roligt sige, at Nikolaj er kommet gennem nåleøjet. Færdiguddannet stærkstrømsingeniør i sommeren 2007. Nu ansat i Maersk Contractors under MITAS-programmet, som er A.P. Møller-Mærsks interne talentprogram for teknisk personale.

![]()
Nikolaj Christensen, der er 25 år, tager imod på Bymosehegn
Kursuscenter i Helsinge. Her er han på et kursus, som led i sit interne
talentprogram i Maersk Contractors. Programmet strækker sig over to år,
og giver berøring med en række forretningsområder i den
verdensomspændende virksomhed.
- Det er vigtigt at slå fast, at selv om jeg lige nu er midt i programmet, så arbejder jeg som stærkstrømsingeniør. I øjeblikket er min arbejdsplads i den projektafdeling, der har med nybygningen af semisubmersible borerigge at gøre. Når jeg har afsluttet mit otte måneders forløb her, skal jeg så otte måneder på Odense Stålskibsværft. Herefter skal jeg tilbage de sidste otte måneder af programmet, hvor jeg håber at få noget international erfaring, fortæller Nikolaj.
Inspireret af ven
At være en del af MITAS-programmet er en fjer i hatten, for dem der kommer ind. På verdensplan er der ca. 3500 ansøgere, men kun 75 slipper gennem den skrappe udvælgelse. Nikolaj er en stolt en af dem. Men det lå bestemt ikke i planerne, da han i første omgang kreerede sin karriere.
- Efter 10 klasse, var jeg helt klar på, at jeg i hvert fald ikke skulle i gymnasiet. Derfor gik jeg i gang med den elektrikeruddannelse, som jeg havde drømt om, siden jeg var i erhvervspraktik i folkeskolen. Men tingene ændrede sig hurtigt. I skoleperioderne som lærling fandt jeg ud af, at jeg havde let ved at tilegne mig teorien. Og så begyndte ingeniørtanken så småt at dukke op. Gennembruddet kom, da en af mine venner anbefalede mig uddannelsen. Og nu står jeg her med en ingeniøruddannelse, og som potentiel leder i en verdensførende virksomhed. Så det karriereskifte har jeg bestemt ikke fortrudt, siger Nikolaj.
Mange muligheder
Studiemiljøet på Ingeniørhøjskolen bliver rost i høje toner. Specielt nævner Nikolaj klasseundervisningen, projekterne og laboratorieforsøgene som klare hits. Men også den gode dialog med underviserne.
- Jeg synes virkelig, at studiet har givet mig en god ballast. Det er målrettet, og arbejdsmetoden med at have fokus på en konstruktiv teknisk løsning er virkelig inspirerende. Og det giver mig så det dilemma i dag, om jeg skal satse på en karriere som specialist eller leder. Vejen ligger åben, og jeg er glad for at jeg er kommet til en virksomhed, hvor der er mange muligheder. Herunder komme rundt i verden. Og allerede nu har jeg faktisk været i både England, Tyskland, Norge, Italien og Skotland i forbindelse med mit arbejde, afslutter Nikolaj.