Biblioteket i nyt design
På biblioteket er der netop taget 28 nye arbejdspladser i brug, og ombygningen markeres med et festligt Åbent Hus arrangement torsdag den 1. november i tidsrummet kl. 11 – 14.
De nye studie- og læsepladser, som er placeret på bibliotekets anden
sal, blev så småt taget i brug den 1. oktober.
At kunne bruge anden sal mere konstruktivt end tidligere har længe
været et ønske blandt både bibliotekets brugere og
bibliotekspersonalet. I fremtiden bliver de nye arbejdspladser et
rigtig godt supplement til de meget benyttede studierum i
stueetagen.
Stor fleksibilitet
Ved indretningen har der været fokus på en høj grad af fleksibilitet
i forhold til den fremtidige anvendelse. Det betyder, at der er indkøbt
borde i forskellig størrelse, som kan flyttes rundt efter behov,
ligesom der er indkøbt støjdæmpende mobile skærmvægge. Resultatet er,
at brugerne i fremtiden har frit slag i forhold til at arbejde
individuelt eller i større og mindre grupper i bibliotekets nye studie-
og arbejdsareal.
Ud over studiepladserne på anden sal er der opsat nye cafeborde til
bl.a. læsning af tidsskrifter.
Respekt for arkitektur
Endelig er ombygningen sket med respekt for rummets arkitektur og
farver, og fremtræder tidssvarende og funktionelt, og derved som en
vigtig del af Ingeniørhøjskolens læringsmiljø.
Alle er velkomne til at kigge forbi og se nærmere på faciliteterne samt
få en snak med bibliotekarerne om ombygningen
Af Michael Winther
25. oktober 2007