Dansk Center for Ingeniøruddannelse
Videnscentret med det klingende navn Center for Engineering Education Research and Development, oversat dog Dansk Center for Ingeniøruddannelse, var på dagsordenen ved et møde fredag den 16. marts. Her blev centrets fremtid diskuteret, og diskussionen omfatte bl.a. den aktuelle statusrapport samt etablering af hjemmeside.
Udover de kommende brede udfordringer som rekruttering til ingeniøruddannelserne, fremtidige ingeniørkompetencer, ingeniørpædagogik, videnskabsteori og ingeniøretik, var også udkastet til centerdannelsen Center for integration i de danske uddannelser på dagsordenen.
Den foreløbige konklusion på dette projekt er, at der søges om tilskud til et selvstændigt center, dog med det forbehold, at hvor der i ansøgningssammenhæng er en naturlig kobling til Center for Engineering Education Research and Development skal denne synergi naturligvis udnyttes i fuld skala.
Endelig blev åbningsarrangementet for Center for Engineering Education Research and Development vendt. Det ligger fast, at arrangementet løber af stablen den 8. juni på Ingeniørhøjskolen i København, forventeligt i tidsrummet kl. 10-14. Her vil ca. 200 inviterede få lejlighed til at deltage i festlighederne, samt høre et oplæg om fremtidige ingeniørkompetencer fra et endnu uafklaret hot-shot fra den internationale ingeniøruddannelsesscene. Når navnet ligger fast vil det naturligvis blive offentliggjort.
Af Michael Winther
21. marts 2007