Dong ENERGY ansættelser
I samarbejde med Ingeniørhøjskolen har Dong ENERGY per 1. januar 2007 ansat Niels-Ebbe Dam og Flemming Brusen.
Samarbejdet med DONG Energy betyder, at Niels-Ebbe Dam og Flemming Brusen skal varetage undervisning på stærkstrømsingeniøruddannelsen på IHK. Niels-Ebbe Dam underviser i faget elektrofysik mens Flemming Brusen varetager undervisning i faget elektriske installationer.
- Det er fantastisk at få lov til at undervise i mit speciale elektrofysik her på Ingeniørhøjskolen. Det betyder, at jeg kan bidrage med ting, som ikke står i lærebogen. Det er en rigtig god lærebog, og jeg er ved at skrive et ekstra kapitel om superledning, fortæller Niels-Ebbe Dam.
Niels-Ebbe Dam er uddannet civilingeniør i både kemi og elektroteknik med speciale i elektrofysik fra DTU, og har en phd-grad inden for superleding. Niels-Ebbe har deltaget i en lang række udviklingsprojekter og har samtidig mange års undervisningserfaring.
- Det er godt at få folk ind udefra, som kan give de studerende en fornemmelse af hvordan tingene foregår ude i virkeligheden. Jeg søgte blandt andet stillingen, fordi jeg gerne vil være med til at få den virkelige verden ind i undervisningen. Og så er det en stor glæde, når jeg ser de studerende blive dygtigere, fortsætter Flemming Brusen.
Flemming Brusen er teknikumingeniør inden for stærkstrøm og har stor erfaring med praktisk anvendelse af reglementsmæssige normer og standarder, dels som konsulent dels som selvstændig.
Engagementet på Ingeniørhøjskolen udfylder halvdelen af Niels-Ebbe Dam og Flemming Brusens arbejdstid. Som udviklingsingeniører i DONG Energy arbejder de i den øvrige tid aktuelt på at udvikle et apparatur til måling af strømstyrke samt overvågning af sikringer i el-kabelkasser. Informationerne skal sendes til DONG Energy via mobiltelefoni.
- Jeg tror det er vigtigt at tænke forretningsmæssigt, når man ser på i hvilken retning stærkstrømsingeniøruddannelsen skal gå. Jeg vil gerne give mit besyv med til at styrke uddannelsen på lang sigt, afslutter Flemming Brusen.
Se pressemeddelelsen om det visionære samarbejde her »
af Nina Flindt-Jensen
7. marts 2007