IHK medaktør i videncenter
Ingeniørhøjskolen bliver medaktør i Videnscenter for Innovation og bæredygtig Design, som BEC-Design aktuelt har fået tilsagn om fra Undervisningsministeriet
Centret, der har et budget på over 10 mio. kr. over de kommende fire år, skal især fokusere på Corporate Social Responsibility – CSR, som forretningsområde for tekstil- og beklædningsbranchen, idet ny viden fortæller, at social ansvarlighed er et vigtigt konkurrenceparameter allerede i dag, og vil blive endnu mere markant i fremtiden.
Ingeniørhøjskolens rolle i det nye videnscenter er at bidrage med viden inden for bæredygtig udvikling, livscyklusvurderinger og miljøvurderinger. Ved at deltage i centrets arbejde får Ingeniørhøjskolen samtidig adgang til ny viden om Coporate Social Responsibility, som efterfølgende skal implementeres i vores egne uddannelser.
Nøglemedarbejderne fra Ingeniørhøjskolen i det nye Videnscenter for Innovation og bæredygtig Design er fagchef Hans Schjær-Jacobsen, der bliver bestyrelsesmedlem i centret, lektor Gitte Mellemgaard, der bliver en del af centrets styregruppe, og sidst men ikke mindst lektor Peder Hundebøll, der skal bidrage med sin viden om bæredygtig udvikling og livscyklusvurderinger.
På falderebet er der sket en ny udvikling i videnscenterdannelsen, idet Undervisningsministeriet anbefaler at BEC-Designs vindecenteransøgning kombineres med en videnscenteransøgning fra TEKO i Herning, om etablering af Videnscenter for Design og Business, der har som hovedformål, at der i designuddannelserne generelt er en tættere integration mellem forretningsforståelse og designfag. TEKO er som designskole etableret i 1968 med henblik på at understøtte udviklingen i tøj- og tekstilindustrien. Den nye udvikling i videnscenterdannelsen får dog ingen indflydelse på Ingeniørhøjskolens engagement i dannelsen.
Af Michael Winther
29. august 2007