Handlinger tilknyttet webside
Forside > Nyheder > IHK-team vinder Innovationspris

IHK-team vinder Innovationspris

Det blev Ingeniørhøjskolens team, der løb med innovationsprisen på dette års Grundfos Challenge, som blev afholdt i dagene den 21. til 27. marts på The Poul Due Jensen Academy i Bjerringbro

Det dygtige og visionære vinderhold bestod af Pia Würtz, der er maskiningeniørstuderende, Mads Toubro der læser Byggeri og Infrastruktur og Mikkel Rasmussen som er produktionsingeniørstuderende. Og de blev belønnet med innovationsprisen på kr. 15.000.

UV gennem optiske fibre
Dommerpanelet, der for de ingeniørstuderendes vedkommende bestod af administrerende direktør i Pfizer Karin Verland, bestyrelsesformand i InnovationLab A/S Preben Meyer, CEO for Grundfos Management A/S Carsten Bjerg samt Peter Elvekjær, der er Vice President i Grundfos R&T, begrundede tildelingen af innovationsprisen til Ingeniørhøjskolens team med, at holdet via en effektiv idé-genereringsproces på et tidligt stadie i konkurrencen fandt idéen om at producere drikkevand ved hjælp af UV-A stråler direkte fra solen.

Det såkaldte DUN system indfanger solstråler, og ved hjælp af en traditionel parabolsk reflektor transformerer den UV-A strålingen igennem optiske fibre direkte til et vandbehandlingssystem. Løsningen er innovativ og let at anvende, hvis man vælger at realisere den.


Rent drikkevand
Ideen, der har udløst innovationsprisen, går ud påat anvende Grundfos’ LifeLink platform, i en ny sammenhæng. Grundfos LifeLink er kort fortalt en platform, der har som formål at udvikle, sælge og servicere automatiske vandsystemer, primært til tredjeverdenslande via en såkaldt SQFlexdykpumpe, som drives af solpaneler, og er kombineret med en lagertank til vandet.

Med Ingeniørhøjskolens vinderforslag bliver det nu muligt at desinficere vandet. Det sker ved at opsamle solenergi med sol-refleksskærme og koncentrere UV-delen på et lille område, der så via optiske fibre ledes til en vandbehandlings-zone i LifeLink-anlægget. Den nye ide sikrer rent drikkevand i områder, hvor grundvandet er forurenet, eller hvor der kun er overfladevand til rådighed.

Fjerde gang
De øvrige priser på årets Grundfos Challenge, hvor der uddeltes en pris på kr. 75.000 til både et hold ingeniørstuderende og et hold økonomistuderende, gik til et hold ingeniørstuderende fra Århus Universitet, og et hold økonomistuderende fra det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.


Det var fjerde år i træk, at Grundfos havde inviteret studerende fra landets førende ingeniør- og økonomistudier til den ugelange dyst på innovation, kommunikation, talent og holdarbejde. Og igen i år havde Grundfos stillet et stort fagligt netværk og sit uddannelsescenter – The Poul Due Jensen Academy - til rådighed for de studerende i hele konkurrenceperioden.

 

Af Michael Winther
1. april 2009

 

Nyheder
Kontakt StudieCentret

Hvis du har spørgsmål vedr. optagelse, studier, adgangskrav, merit eller dispensation, kan du kontakte StudieCentret. Ring på 4480 5000 eller send en mail til reception@ihk.dk og få svar på dine spørgsmål.