Jobcafé den 29. marts
Så er det ved at være tid til årets Jobcafé, der løber af stablen tirsdag den 29. marts i tidsrummet kl. 9-14. Lokaliteten er, som de to foregående år, hovedkantinen i hjertet af Ingeniørhøjskolen
Det forventes, at i omegnen af 15-20 virksomheder stiller op til årets jobtræf med de studerende fra både Ingeniørhøjskolen og Aalborg Universitet København. Jobcafé er et unikt arrangement, hvor de studerende i øjenhøjde kan få en dialog med potentielle arbejdsgivere om deres kommende karrieremuligheder. Sidste år blev Jobcafé en ubetinget succes, idet over 1000 studerende lagde vejen forbi de potentielle arbejdsgiver. Med det øgede optag af studerende forventes det, at besøgstallet i år bliver endnu højere.
I Jobcafé, der arrangeres i samarbejde med konsulenthuset MANOVA A/S, arbejdes der aktuelt på at få udstillerlisten på plads, og det går lidt mere trægt end de forrige år grundet den finansielle krise. Men optimismen er i behold, og der er stadig tiltro til, at udstillerlisten bliver mindst lige så attraktiv som sidste år, hvor udstillerne var Accenture, A.P. Møller – Maersk (Maersk Contractors, Mærsk Olie og Gas), Bombardier, Burmeister & Wain Scandinavian Contractor A/S, Danfoss, Dong Energy, FOSS Analytical A/S, Glenco, Grontmij | Carl Bro A/S, Rambøll, Vattenfall A/S, Velux A/S og Telia.
Af Michael Winther
16. februar 2011