Liv i Climatemystery
Så er der for alvor liv i klimamysteriet, der i løbet af foråret er blevet versioneret til engelsk, og derfor nu findes på adressen climatemystery.com
Climatemystery, der er et populærvidenskabeligt computerbaseret spil rettet mod målgruppen i alderen 13 – 19 år, lægger op til det store klimatopmøde COP15 i København senere på året. Formålet med spillet er, at de unge skal deltage i klimadiskussionen, og dermed tage et medansvar for verdens klimaudvikling. Brugerne af spillet får faktuel viden om verdens klima ved at deltage, og får på den måde krudt til argumenterne, når klimadiskussionen er på dagsordenen.
Climatemystery er et interaktivt drama, der afvikles på nettet over 16
uger fra mandag 14. september til og med første uge af januar.
Fortællingen kulminerer under FN’s klimatopmøde i København 7.-18.
december. Hver uge lanceres et nyt tema på baggrund af rapporterne fra
FN’s klimapanel.
Temaerne vil bl.a. dreje sig om: Mængden af vandmænd, ændring af
Golfstrømmen, kraftigere orkaner, mere regn, malaria og den gule feber,
gletsjersmeltning, oversvømmelse, giftige alger, forgiftning af havene,
skovbrande, påvirkning af afgrøder, vandmangel og hedebølger.
Målet er, at omkring 30.000 danskere deltager i spillet, og det forventes samtidig, at spillet vil nå ud til 100.000 på verdensplan.
Climatemystery er et Alternate Reality Game, som i et godt miks blander
faktaformidling, online community, computerspil og en dramatisk
føljeton-fiktion om de globale klimaudfordringer. På Climatemystery kan
brugerne følge med i fortællingen om tre unge og deres kamp for at få
30.000 klimavenner. Undervejs bliver brugerne hvirvlet ind i en
historie om internettets mørke sider, lyssky organisationer - og en
mystisk trussel, som kan ændre verden for altid.
I spillets historie følger man Axel, Omar og Louise, der vil lancere et
klimaspil på nettet. De ville bruge deres klimaspil til at skabe
opmærksomhed omkring de globale klimaproblemer - men
allerede fra starten forsøger dunkle kræfter at stoppe dem.
Udover det store klimaspil har Ingeniørhøjskolen i høj grad en aktie
i climatemystery.com, idet Ingeniørhøjskolen bidrager til sitet med et
minispil, der sætter fokus på stærkstrømingeniøruddannelsen.
Minispillet er integreret i det store spil på den måde, at brugerne af
climatemystery.com kan hente yderligere point, ved at gennemspille
Ingeniørhøjskolens minispil. På den måde får Ingeniørhøjskolen dels
positioneret sig i klimadebatten, dels synliggjort
stærkstrømsingeniøruddannelsen i en spændende ramme.
Af Michael Winther
21. oktober 2009