Maskin på engelsk
Fra forårssemestret 2008 står maskiningeniøruddannelsen parat med en ny engelsksproget uddannelse.
Under titlen Engineering Design and Industrial Innovation inviteres studerende fra hele Europa til at følge den 3½-årige uddannelse. Uddannelsen tager afsæt i elementer fra maskiningeniøruddannelsen, hvor kreativt design og teknologi indgår som centrale dele i den nye tværfaglige diplomingeniøruddannelse. Formålet er at give de studerende indsigt i produktudviklingens mange facetter, som rummer mere end den traditionelle ingeniørfaglige viden.
- I den nye uddannelse integreres teknologisk viden med viden om design og æstetik, og den bygger dermed bro mellem de to verdener. Uddannelsen er den eneste af sin art på engelsk, og jeg er allerede blevet kontaktet af internationale studerende, som er interesserede, siger studieleder på maskiningeniøruddannelsen Imad Abou-Hayt.
Engineering Design and Industrial Innovation er det tredje skud på stammen af engelsksprogede bachelorforløb på Ingeniørhøjskolen. De to andre er Information and Communications Technology samt Electronics & Computer Engineering.
af Nina Flindt-Jensen
2. maj 2007