Handlinger tilknyttet webside
Forside > Nyheder > Ny organisation

Ny organisation

Så blev sløret løftet for Ingeniørhøjskolens nye organisation, der træder i kraft pr. 1. januar 2011.

Den nye organisation blev præsenteret for bestyrelsen den 22. september, og i løbet af de seneste uger er den så blevet præsenteret for medarbejderne gennem forskellige mødefora. Senest ved et stort medarbejdermøde i Glaskantinen torsdag den 30. september.

Formålet med den nye organisationsstruktur er blandt andet, at der ønskes en entydig ledelsesreference, fokus på uddannelserne som IHKs kerneområde, en forretnings- og projektorienteret organisation i forhold til innovations- og vidensproduktion, sammenhængskraft og god infrastruktur via stærke fællesfunktioner samt en topledelse med fælles ansvar og tydeligt fordelt fokusområder.

Uddannelsesområder

Mest markant i den nye organisation er, at de ordinære studieretninger samles i fire nye uddannelsesområder. Uddannelsesområdet Business & Innovation dækker i fremtiden over studieretningerne Eksport, Proces og Innovation, Produktion samt forventeligt den nye uddannelse i Global Management and Manufacturing. Uddannelsesområdet Byggeri og Infrastruktur dækker over det nuværende bygningsingeniørstudium, mens man under overskriften IT & Kommunikation finder elektronikingeniørstudiet, IT-ingeniørstudiet samt Sundhedsteknologi. I det fjerde og sidste uddannelsesområde nemlig Energi, Design og Miljø finder man i fremtiden maskiningeniørstudiet, Bæredygtig Energiteknik samt Stærkstrøm. Udover disse fire uddannelsesområder er der yderligere to. Det er uddannelsesområdet Ungdomsuddannelser, som dækker over Adgangskursus samt det engelsksprogede tilbud Foundation Course, og endelig er det Videreuddannelser med de eksisterende diplomuddannelser samt virksomhedsprogrammer og konsulentydelser.

Seks ledere

De seks stillinger som uddannelsesleder opslås i løbet af oktober til besættelse pr. 1. januar 2011.

For de kommende uddannelsesledere gælder, at de ud over det studiemæssige ansvar, samtidig får ansvar for økonomien indenfor det respektive uddannelsesområde, ligesom de får personaleansvar for underviserne.

Af Michael Winther
6. oktober 2010

Nyheder
Kontakt StudieCentret

Hvis du har spørgsmål vedr. optagelse, studier, adgangskrav, merit eller dispensation, kan du kontakte StudieCentret. Ring på 4480 5000 eller send en mail til reception@ihk.dk og få svar på dine spørgsmål.