Nyt kursus for ledige bygningsingeniører
I samarbejde med Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Dansk Byggeri, IAK og IDA har Ingeniørhøjskolens studieretning Byggeri og Infrastruktur udviklet et nyt kursus.
Kurset henvender sig til ledige bygningsingeniører, som hidtil har arbejdet indenfor byggebranchen, men som nu ønsker at kvalificere sig indenfor bygningsingeniørens infrastrukturfelt, som er trafik, veje, afløbssystemer, tunnelbyggeri mv.
Baggrunden for kurset er den høje ledighed blandt bygningsingeniører. IAK gennemførte en undersøgelse blandt ledige bygningsingeniører, og den viste en stor interesse for at sadle om til anlægsbranchen. Her er ledigheden langt lavere, og der kommer måske endda til at mangle hænder i nær fremtid. Du kan læse mere på IAK’s hjemmeside
Kurset lagde fra land den 8. november, og udbydes som 6-ugers
selvvalgt uddannelse for ledige. Kursusforløbet er et intensivt kursus
på seks uger, hvorefter det er muligt, at følge op med et fire ugers
praktikforløb i januar/februar 2011. Kurset er udviklet af Jenny Rytter
og Solbritt Christiansen, mens Center for Videreuddannelse sørger for
administrationen. Du kan læse mere om kurset på CV’s hjemmeside
Af Solveig Lund
10. december 2010