Proces- og innovationsingeniør
Ingeniørhøjskolen har netop indsendt en ansøgning til Undervisningsministeriet om at få godkendt en helt ny diplomingeniøruddannelse
Der er tale om Proces- og innovationsingeniøruddannelsen, som også går under navnet kaosingeniøruddannelsen. En arbejdsgruppe på Ingeniørhøjskolen har gennem længere tid arbejdet med at udvikle den nye kombinationsuddannelse, som er den eneste af sin art i Danmark.
Proces- og innovationsingeniøruddannelsen skal uddanne diplomingeniører, som, med en stærk faglighed som afsæt, samtidig kan arbejde innovativt og benytte kreative processer i ingeniørarbejdet. Den nye diplomingeniøruddannelse skal kombinere personlige kompetencer, proces- og innovationskompetencer og teknisk-naturvidenskabelige kompetencer. Uddannelsen tager afsæt i en traditionel ingeniørmæssig faglighed, hvor de studerende skal kunne vælge imellem en faglig forankring på henholdsvis Bygning, IT og Maskin.
En forudgående afdækning har vist, at aftagersiden hilser en
anvendelsesorienteret diplomingeniøruddannelse inden for proces og
innovation velkommen. Samtidig har en undersøgelse blandt ca. 180
elever på de gymnasiale uddannelser med matematik på A-niveau vist, at
hele 25 procent kunne forestille sig at tage uddannelsen som Proces- og
innovationsingeniør.
Forudsat en godkendelse fra Undervisningsministeriet forventer
Ingeniørhøjskolen at kunne tilbyde Proces- og
innovationsingeniøruddannelsen fra 1. september 2008.
Af Nina Flindt-Jensen
25. oktober 2007