RUF på Bright Green
Palle R. Jensen og RUF’en kan se frem til et par dage i rampelyset, når Dansk Industri afholder Bright Green konferencen i Forum i dagene den 12. og den 13. december
Sammen med en lang række toneangivende danske virksomheder præsenteres RUF’en nemlig som en del af forretningslivets svar på klimaudfordringen.
Bright Green konferencen er ikke blot en traditionel messe, men fungerer også som et live statement fra verdens mest innovative og klimavenlige virksomheder. Ud over udstillingsområdet er der klimarelaterede aktiviteter og en stribe oplægsholdere, hvoriblandt kan nævnes kronprins Frederik, den amerikanske blogger og futurist Alex Steffen, den storproducerende amerikanske opfinder Dean Kamen og Mr. Dipal C Barua, som med base i Bangladesh er drivkraft i arbejdet for at udvide brugen af bæredygtige energiteknologier.
Bright Green konferencen afvikles sideløbende med FN’s klimatopmøde, som sætter København på den anden ende fra den 7. til og med den 18. december.
Læs mere om Bright Green konferencen
Af Nina Flindt-Jensen
16. september 2009