1000 myldrede ind
Dansk Naturvidenskabsfestival 2011, nærmere bestemt delarrangementet Science i Zoo, blev åbnet med bravur mandag den 26. september
Den officielle åbning, med naturvidenskabssang af elever fra Brønshøj skole samt taler af viceborgmester Margit Ørsted fra Frederiksberg kommune og institutchef Thøger Johnsen fra Skole og Læring på Metropol, blev en festlighed begivenhed, der dels pointerede at teknologi og naturvidenskab er spændende, interessant og kreativt udfordrende, dels at de teknisk-naturvidenskabelige fagområder mangler folk. Løsningen er at flere af de nuværende og kommende skolegenerationer skal få øjnene op for de teknisk-naturvidenskabelige fag, og den øjenåbner skal bl.a. Science i Zoo medvirke til at være.
På slaget 10 blev den røde snor ind til Zoologisk Have klippet over af
viceborgmesteren. Herefter myldrede de første 1000 skoleelever ind til
de teknisk-naturvidenskabelige oplevelser i de i alt fem temaområder,
som festivalen er bygget op omkring. Det er Lys og Syn, Husdyr,
Respiration samt de to temaer som Ingeniørhøjskolen i tovholder på,
nemlig Vedvarende Energi og Bolig.
Et år undervejs
Projektet er blevet udviklet gennem det sidste år, og
ambitionen har fra start bl.a. været at bygge bro mellem folkeskole,
gymnasieniveauet og de videregående uddannelser samt interessenter i
erhvervslivet. Missionen er lykkedes, og på bagkant kan det
konstateres, at interessenterne i det samlede projekt tæller TEC
Frederiksberg, Zoologisk Have, Københavns Universitet,
Professionshøjskolen Metropol og Ingeniørhøjskolen i København samt
skolevæsnet på Frederiksberg, Dong Energy, Frederiksberg Forsyning,
DTU, Hærens Officer Skole, Landbrug og fødevarer, Det Økologiske
Inspirationshus, Det Mobile Science Center og mange, mange flere.
Science i Zoo er støttet af Undervisningsministeriet med kr. 450.000
samt af Nordea Fonden, som har støttet en lang række konkrete projekter
i det samlede arrangement, med en ramme for op til kr. 15.000 pr.
projekt.
Udstillingen er åben hver dag i perioden mandag den 26. september til og med søndag den 2. oktober i tidsrummet kl. 10-14.