Slut på vellykket karavane
Så er Ingeniøhøjskolens indsats på dette års Uddannelseskaravane slut. 50 arrangementer i hovedstaden samt på Sjælland og Lolland-Falster blev det til
Der blev lagt ud på Gladsaxe Gymnasium den 30. august, og fredag den 2. december sluttede det med et arrangement på Nakskov Gymnasium og HF, der tillige omfatter både HTX og HHX.
- Der har været rigtig god interesse for Ingeniørhøjskolens uddannelser, og især har muligheden for at blive Studerende for en dag, været en af de helt store sællerter blandt de omkring 60 ingeniørintereserede, som jeg gennem de seneste dage har talt med i Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster, fortæller studenterstudievejleder Mikkel Jensen, der selv læser på 7. semester på IT-ingeniøruddannelsen.
Mikkel fortæller samtig, at et af de meget typiske spørgsmål er: Hvad er en ingeniør egentligt, og hvad laver de? Ligesom de uddannelsessøgende er meget opmærksomme på kvaliteterne i klasseundervisningen.
På Nakskov Gymnasium og HF byder rektor Peter J.O. Rasmussen velkommen til Uddannelseskaravanen og, ligesom hans kollega i Maribo Lars Jørgensen et par timer tidligere gjorde, opfordrer han gymnasieungdommen til at gå på opdagelse i uddannelsesverdenen, og udvise nysgerrighed og åbenhed over for de muligheder fremtiden byder på.
Betydning for rekrutteringen
I hele landet har Uddannelseskaravanen besøgt ialt 115 gymnasier, tekniske skoler, erhvervsakademier og handelsskoler.
- Det er den bedste karavane hidtil. Interessen har været rigtig stor, og eleverne har virket forberedte inden vi dukkede op på deres skole. Det kan bl.a. skyldes, at vi i år sendte et link ud til skolerne inden vi dukkede op, hvor eleverne så kunne se den eksplicitte udstillerliste for deres skole, fortæller karavanekoordinator Morten Svenningsen fra konsulenthuset Manova, der arrangerer Uddannelseskaravanen.
At Uddannelseskaravanen har betydning for rekrutteringen til Ingeniørhøjskolens uddannelser, fortæller den studiestartundersøglse, som aktuelt pågår over campusnet. Her angiver 10 procent af de adspurgte, at Uddannelseskaravanen har haft betydning for deres respektive uddannelsesvalg. Og overført til praksis betyder det, at Ingeniørhøjskolen alene på den konto, der hedder Uddannelseskaravane, tiltrækker i omegnen af 50 studerende årligt.
Af Michael Winther
7. december 2011