Handlinger tilknyttet webside
Forside > Nyheder > Startskuddet lyder på mandag

Startskuddet lyder på mandag

Mandag den 26. september lyder startskuddet for Dansk Naturvidenskabsfestival for 10. gang. Det betyder, at hele Danmark vil være spækket med spændende aktiviteter, som skaber begejstring for naturvidenskab, teknik og sundhed for mere end 100.000 børn og unge.

Ingeniørhøjskolen er bl.a. engageret i Dansk Naturvidenskabsfestival 2011som medarrangør af delarrangementet Science i Zoo, der løber af stablen i Zoologisk Have på Frederiksberg.

Her forventes der over 10.000 besøgende, og 2.000 af dem vil være udstillere fra folkeskoler, gymnasier og HTX, videregående uddannelsesinstitutioner samt private og offentlige virksomheder. Konkret er det udstillere fra en række folkeskoler på Frederiksberg initieret af Frederiksberg kommune, TEC Frederiksberg, DONG Energy, Frederiksberg Forsyning, Zoologisk Have, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Professionshøjskolen Metropol og Ingeniørhøjskolen i København.

Science i Zoo er opbygget omkring fem temaer, som er Boligens Teknik, Vedvarende Energi, Husdyr, Respiration samt Lys og Syn, og Ingeniørhøjskolen er temaansvarlige for temaerne Boligens Teknik og Vedvarende Energi.

Først af alt er Science i Zoo en altruistisk foreteelse, hvor det helt overordnet handler om at præsentere naturvidenskaben i øjenhøjde og på gadeplan. Konceptet medvirker bl.a. til at trække den traditionelle autoritet ud af fag som bl.a. matematik, fysik og kemi. Det handler altså om at præsentere og highlighte alt det sjove, som de teknisk-naturvidenskabelige discipliner indeholder. Derfor handler det netop ikke om at profilere de deltagende institutioner, hvor vi alt for ofte går efter den hurtige gevinst i form af at tiltrække flere studerende til vores respektive uddannelser. Det vil vi naturligvis gerne, fordi det er en del af vores eksistensberettigelse, men netop i forbindelse med Science i Zoo bliver der tænkt mere langsigtet, og det helt overskyggende fokus er at profilere de samlede muligheder indenfor de teknisk-naturvidenskabelige forsknings- og fagområder.

Udstillingen er åben hver dag i perioden mandag den 26. september til og med søndag den 2. oktober i tidsrummet kl. 10-14.

 

Af Michael Winther
21. september 2011

Nyheder
Kontakt StudieCentret

Hvis du har spørgsmål vedr. optagelse, studier, adgangskrav, merit eller dispensation, kan du kontakte StudieCentret. Ring på 4480 5000 eller send en mail til reception@ihk.dk og få svar på dine spørgsmål.