Succes for internt kursus i engelsk og pædagogik
I efteråret 2008 afholdt IHK et kursusforløb i engelsk og pædagogik for 13 undervisere, og ud fra evalueringerne at dømme var forløbet meget udbytterigt
Især var deltagerne positive over for at få mulighed for at arbejde intensivt i små grupper sammensat ud fra deltagernes forudsætninger, ligesom kursets fokus på engelsk og den pædagogik, som skal bruges i hverdagen, blev rost.
På den sidste undervisningsdag ud af i alt fem forberedte og præsenterede underviserne hver især den undervisning, som de skal bruge i den nærmeste fremtid, og de modtog herefter feedback fra de øvrige deltagere på såvel brug af engelsk som deres undervisningsplanlægning.
De fem undervisningsdage var skræddersyet til de enkelte underviseres behov. Det skete på baggrund af screeninger, herunder undervisningsobservationer samt feedback på observationer og individuelle samtaler med underviserne.
I løbet af kurset blev der arbejdet specifikt med at styrke deltagernes sproglige kompetencer inden for områderne ordforrådstilegnelse, grammatik og udtale/intonation, og formålet var naturligvis at opnå en mere nuanceret, præcis og korrekt formidling i undervisningssituationen. Desuden var der fokus på hvordan underviserne med fordel kan inddrage forskellige undervisningsmetoder, som kan fungere understøttende og kompenserende i den daglige praksis, både når det gælder undervisning på engelsk og på dansk.
Der vil blive afholdt endnu et kursusforløb i engelsk og pædagogik for undervisere på IHK fra marts 2009. Linda Madsen er kontaktperson for kursusafviklingen.
Af Nina Flindt-Jensen
17. december 2008