Handlinger tilknyttet webside
Forside > Nyheder > Succes for optagelse

Succes for optagelse

Så er det sikkert og vist. Ingeniørhøjskolens fremgang ved årets sommeroptag er over 30 procent på de ordinære uddannelser set i forhold til sidste år

I år har i alt 316 studerende valgt en studieretning på Ingeniørhøjskolen, mens det sidste år var 243. Fremgangen skal naturligvis ses i forhold til den pauvre tilslutning, der generelt var til de videregående uddannelser sidste sommer.

Men uanset hvordan tingene vendes og drejes, er der ingen tvivl om, at Ingeniørhøjskolen i år har vundet ind på både gynger og karruseller, og det er der flere medvirkende faktorer til. De nye uddannelser har gjort sit, og de har samlet tiltrukket i alt 45 nye studerende, hvilket må siges at være en pæn start, når det samtidig medtænkes, at Ingeniørhøjskolen kun havde ca. fire måneder til at lancere dem. På den anden side har de ”gamle” uddannelser også gjort sit til, at fremgangen i år har været så positiv, som den er.

De i alt 316 sommerstudiestartere, der begyndte i går, fordeler sig således på retningerne: Eksport 75; Bygning 65; IT 22; IT-engelsk 13; Stærkstrøm 16; Elektronik 15; Electronics & Computer Engineering 9; Maskin 15; Maskin-engelsk 17; Produktion 22; Proces og Innovation 11; Bæredygtig Energiteknik 20 og endelig Sundhedsteknologi 14.

Der bliver optaget nye studerende til samtlige ordinære uddannelser frem til og med den 5. september. Så derfor kan fremgangen blive endnu større.

At det er gået rigtig godt fremad med hensyn til tilslutningen til Ingeniørhøjskolens ordinære uddannelser, følges pænt til dørs af situationen på Adgangskursus til Ingeniøruddannelserne. Her er der fremgang over hele linien.

Også på fuldt Adgangskursus er der en fremgang på 13 procent nemlig fra 62 kursister i 2008 til 70 i år. Foundation Course kan mønstre en fremgang på 59 procent, idet der i år er 46 kursister mod sidste års 29. Endelig er der også fremgang i antallet af suppleringskursister. Fremgangen er på 36 procent, nemlig fra 25 kursister sidste år til 36 i år.

 

Af Michael Winther
3. september 2009

Nyheder
Kontakt StudieCentret

Hvis du har spørgsmål vedr. optagelse, studier, adgangskrav, merit eller dispensation, kan du kontakte StudieCentret. Ring på 4480 5000 eller send en mail til reception@ihk.dk og få svar på dine spørgsmål.