Testvindmølle på Ingeniørhøjskolen
Snart vil Ingeniørhøjskolen kunne bryste sig af at have sin egen vindmølle. Der er tale om en såkaldt testvindmølle. Den er pt. ved at blive samlet, og kommer til at stå på taget på højeffekt-laboratoriet.
Det er tre studerende fra stærkstrøm nemlig Jakob Danborg, Jesper Storebjerg og Nicolai Nørring der, som en del af deres 4.-semesterprojekt, står for at samle og opstille vindmøllen samt at få den koblet på det el-kredsløb, som også højeffekt-laboratoriet er tilknyttet. Vindmøllen, som nu kommer til at pryde IHKs skyline, er en såkaldt husstandsvindmølle, der har en rotordiameter på 2,5 meter. Den kan maximalt yde 700 Watt, og det er tanken, at den blandt andet skal drive afdelingens popcornmaskine samt en udendørs halogenlampe, som oplyser vindmøllen.
- Vindmølleprojektet er et udtryk for at tænke i mere energitekniske
baner i forhold til undervisningen, og knytter naturligvis og an til
etableringen af selve uddannelsen i Bæredygtig Energiteknik. Det, at vi
får vores egen testvindmølle betyder, at vi nu kan tilbyde de
studerende at arbejde med andre projekter knyttet til
vindmølleinstallationen. Man kan fx forestille sig en gruppe studerende
fra Maskin, som vil arbejde med udvikling af vindmøller, fortæller
adjunkt Lars Bølling Gardar, som sammen med de studerende har fået
realiseret ideen om at få vindmøllen til Ingeniørhøjskolen.
Testvindmøllen kommer dog ikke til at slå rødder på taget af
Ingeniørhøjskolen lige med det samme. Det er nemlig planen, at den skal
være en del af Ingeniørhøjskolens bidrag til Dansk
Naturvidenskabsfestivalen i Zoo i dagene mandag den 26. september til
og med søndag den 2. oktober.
Siemensfonden har, som tidligere nævnt her i Den Interne, bevilget
midler til indkøb af testvindmøllen, som altså nu, foruden at være
hovedaktør i et semesterprojekt, får vinger i Zoologisk Have.
Af Nina Flindt Temte
16. marts 2011