Turbo på bæredygtighed og innovation
Nu sættes der turbo på Ingeniørhøjskolens nye indsatsområder omkring bæredygtighed og innovation.
Det sker ved, at Ingeniørhøjskolen nu ansætter to projektledere, der hver især skal stå for videreudviklingen af de tværgående ingeniørfaglige fyrtårne inden for bæredygtighed og innovation.
Der er allerede igangsat et udviklingsarbejde omkring UB Innovation i samarbejde med AAU og Ballerup Kommune, og på innovationssiden er det meningen, at den nye projektleder skal videreføre Ingeniørhøjskolens engagement i UB Innovation.
De nye projektledere, der senest tiltræder pr. 1. februar 2011, skal
drive udviklingen af de faglige fyrtårne på IHK i samarbejde med
relevante danske og udenlandske netværkspartnere, herunder fx AAU og
DTU. I plottet ligger der samtidig, at projektlederne skal samarbejde
med IHKs nye uddannelsescentre for at sikre, at der udvikles og udbydes
et eller flere kurser på både dansk og engelsk inden for henholdsvis
bæredygtighed og innovation, der kan tages af alle IHKs studerende på
tværs af studieretninger. En anden væsentlig opgave bliver at ansøge om
og opnå ekstern funding til delvis finansiering af fyrtårnenes
aktiviteter.
Af Michael Winther
6. december 2010