UC Viden i luften
Nu er PURE-portalen i luften, og den er i samme moment omdøbt til UC Viden.
Fra i går tirsdag kan man nu gå ind på portalen fra IHKs egen hjemmeside. Det sker ved at gå ind under Viden og udvikling, og derfra så følge linket til selve portalen. UC Viden er Danmarks nye samlede portal for forsknings- og udviklingsaktiviteter i regi af professionshøjskolesektoren og de to ingeniørhøjskoler Århus og København.
I UC Viden kan man søge viden og inspiration i publikationer, udviklingsprojekter, konferencebidrag samt øvrige faglige aktiviteter. Det direkte link til UC Viden er: https://www.ucviden.dk/portal.
I forbindelse med realiseringen af UC Viden får Ingeniørhøjskolen nu også realiseret et andet projekt. Nemlig registreringen af de studerendes bachelorprojekter. De studerende skal fremover registrere deres afgangsprojekt i videndatabasen, når de afleverer bacheloropgaven. Proceduren er, at de studerende i CampusNet registrerer projekttitel og abstract, eget navn samt evt. upload af dokument i fuld tekst. Registreringerne bliver herefter valideret af StudieCentret, hvorefter projektet efterfølgende bliver tilgængeligt på UC Viden, hvor en særlig studenterportal til netop bachelorprojekter er under udarbejdelse.
Men hele portalkomplekset er ikke slut med det. Dels findes der en engelsksproget pendant på adressen https://www.ucviden.dk/portal-ihk/en/, og dels har IHK sin helt egen portal, der kun vedrører publikationer, udviklingsprojekter, konferencebidrag samt andre faglige aktiviteter, der er produceret på Ingeniørhøjskolen. IHKs portal finder man på adressen: https://www.ucviden.dk/portal-ihk
Som opfølgning på realiseringen af UC Viden, og med henblik på at kvalificere den bedst muligt, afholdes der et udviklingsseminar torsdag den 31. marts i tidsrummet kl. 10-18 på Via University College Horsens. Seminaret efterspørger eksperter i e-læring, 2.0 løsninger, Google-optimering, semantisk web, databasesøgefunktioner samt bruger- og interessentanalyser. Så hvis du har nogle bud på et eller flere af emnerne, kan du tilmelde dig seminaret ved at henvende dig til biblioteksleder Eva Bye Andersen – forholdsvis hurtigt.
Af Michael Winther
2. marts 2011