Handlinger tilknyttet webside
Forside > Nyheder > Unge trodser forskningsresultater

Unge trodser forskningsresultater

142 unge fra folkeskolen tager i efterårsferien en tur i teknologiens fantastiske univers. Det sker i campen Engineering meets medicine, der afholdes på Ingeniørhøjskolen i København i dagene mandag den 18. og tirsdag 19. oktober.

Mod alle odds, mod tidens trend og mod dugfriske forskningsresultater har 142 folkeskoleelever, hvoraf de 25 procent er piger, valgt at bruge et par dage af efterårsferien til at arbejde med teknologi og naturvidenskab. Under temaet Engineering meets medicine skal de unge arbejde med kroppens potentialer i spændingsfeltet mellem menneske, teknik og medicin. Her skal de bl.a. møde lektor Peter Bøggild fra DTU Nanotech, som vil fortælle om hvordan implantater, smarte piller og nanorobotter kan give mennesket en bedre hukommelse, et stærkere syn og hørelse syn, stærkere muskler og knogler samt reducere antallet af sygedage. Men efterårsmenuen omfatter også workshops om robotter og robotteori samt virksomhedsbesøg på Hvidovre hospital, Oticon og Siemens, hvor forskellige medicotekniske apparater skal testes og opleves. Som tillægsgevinst til de teknisk-naturvidenskabelige landvindinger de unge gør undervejs i campen, lærer de samtidig at præsentere og formidle teknologiske problemstillinger. Der er gevinster til de bedste.

Overvældende interesse

Interessen for campen har været overvældende. Og allerede på et tidligt tidspunkt blev det nødvendigt at lukke for yderligere tilmelding. Den store interesse for arrangementet er et godt udtryk for, at det kan lade sig gøre, at fange de unges interesse for teknologi og naturvidenskab. Så selvom en række forskningsrapporter, bl.a. fra Relevance Of Science Education – ROSE, og forskningsprojektet fra 2009 Matematik er noget man bruger til at lave lektier med, siger at unge ikke interesserer sig for naturvidenskab, peger den store interesse for campen på, at det modsatte kan det lade sig gøre. Blot rammerne er de rigtige, og indholdet afstemt med de unges øjenhøjde.

- Campen er et af Ingeniørhøjskolens bidrag til at fremme de unges interesse for teknik og naturvidenskab, og samtidig et godt udtryk for et tværfagligt samarbejde mellem uddannelse, kommune og erhverv. Netop samarbejde mellem flere interessenter er nemlig vigtigt, når en opgave skal løftes. Og den opgave er lige nu, at gøre flere unge interesseret i teknik og naturvidenskab på alle niveauer, forklarer rektor Conni Simonsen.

Deltagere

Campen for folkeskoleelever Engineering meets medicine gennemføres med støtte fra Undervisningsministeriet og i et samarbejde med folkeskoler fra Ballerup, Albertslund, Fredensborg, Herlev og Furesø kommune.

Se det fulde program for Engineering meets medicine på adressen: http://www.ihk.dk/arrangementer/folkeskole%20camp%20WEB.pdf

Yderligere oplysninger om Engineering meets medicine kan fås hos:
Ingeniørhøjskolen i København
fuldmægtig Jens Dlugosch Sonne, tlf. 4480 5002 eller e-mail på


Af Michael Winther
15. oktober 2010

Nyheder
Kontakt StudieCentret

Hvis du har spørgsmål vedr. optagelse, studier, adgangskrav, merit eller dispensation, kan du kontakte StudieCentret. Ring på 4480 5000 eller send en mail til reception@ihk.dk og få svar på dine spørgsmål.