Elektronikingeniør
Udvikling og design af elektronik og programmerbare systemer
Det faglige fokus
Kan du se dig selv som udviklingsingeniør i en elektronik- eller IT virksomhed? Eller måske som produktansvarlig, rådgiver eller ekspert inden for teknisk salg? Elektronikingeniører løser problemstillinger i mange forskellige brancher og bygger tit broer mellem fagområderne.
Elektronikingeniøruddannelsen omfatter i overordnede træk fagområderne elektronik og datateknik. På uddannelsen får du anvendelses- og udviklingsorienterede færdigheder inden for datateknik, elektronikkonstruktion, apparatkonstruktion og telekommunikation, organisation og teknologivurdering.
Som færdiguddannet elektronikingeniør vil du have kompetencer, der dækker hele området fra udvikling over implementering og drift til formidling og service i forbindelse med elektroniske systemer, -produkter og -anlæg. Du får også færdigheder inden for projektarbejde, projektledelse og realisering af projekter.
Diplomingeniøruddannelsen i elektronik kan læses på engelsk »
Uddannelsens indhold
Elektronikingeniøruddannelsen er normeret til 3½ års studier inklusive ½ års praktik i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Den obligatoriske del af uddannelsen strækker sig fra første til fjerde semester. Den obligatoriske del af uddannelsen er på de to første semestre identisk med IT-ingeniøruddannelsen.
På Elektronikingeniøruddannelsen er det målet at udvikle og kvalificere de studerende inden for væsentlige ingeniørmæssige kompetencer. Derfor bliver du via studiet trænet i at samarbejde med andre. Du lærer også at problemformulere, at tidsplanlægge, og du får erfaring i at sammenligne teori, simulering og praksis. Endelig bliver du trænet i at fremlægge og dokumentere resultater, både gennem rapporter og via mundtlig fremstilling.
Projektorienteret arbejdsform
I uddannelsen er der lagt stor vægt på den projektorienterede undervisningsform. Derfor indgår der på hvert af de fire første semestre et projektfag. I projektfaget arbejdes med et eller flere projekter, som er baseret på og koordineres tæt med semestres teorifag.
Gode it-faciliteter
Der etableret trådløst netværk, så du kan bruge din bærbare computer i både undervisningslokaler, kantine og gangarealer. Som studerende på retningen får du egen e-mailadresse, diskplads på en server og egen hjemmeside. Via det trådløse net har du adgang til Internettet, som anvendes til informationssøgning og som en platform for kommunikation og informationsudveksling.
1. semester
På første semester stifter du bekendtskab med nogle centrale fagområder: Digital signalbehandling og matematik, Objektorienteret programmering og Digital elektronik. Du bliver introduceret til projektarbejde og arbejder med et projekt inden for digital elektronik og objektorienteret programmering.
2. semester
Fagene fra 1. semester forsætter på 2. semester, men med et andet indhold. Objektorienteret programmering på andet semester har hovedvægt på systemudvikling, i Digital elektronik på 2. semester lærer du om mikroprocessorer og interfacing, og i Digital signalbehandling og matematik lærer du blandt andet om signalprocessorer.
3. semester
På tredje semester er undervisningen
koncentreret om klassiske elektronikfag. Du lærer om elektrofysik,
kredsløbsteori og elektronik, ligesom du stifter bekendtskab med en
række grundlæggende begreber, der er fundamentale i
elektronikingeniørens arbejdsområde.
Semesterprojektet i projektfaget forener analog elektronik og
kredsløbsteori.
4. semester
På fjerde semester lærer du om reguleringsteknik, om analog og digital elektronik samt om matematisk modellering. Projektfagets hovedtema er indlejrede systemer, og i øjeblikket arbejdes med robotter, som opbygges helt fra bunden.
De sidste tre semestre bruges til specialisering (45 ECTS),
ingeniørpraktik (30 ECTS) og bachelorprojekt (15 ECTS).
Ingeniørpraktikken er et vigtigt element i diplomingeniøruddannelsen.
Den giver dig mulighed for at kombinere de teoretiske færdigheder med
praktisk ingeniørarbejde i en dansk eller udenlandsk virksomhed.
Den studerende kan i vid udstrækning selv tilrettelægge forløbet på de
sidste 3 semestre, idet eneste krav er at bachelorprojektet gennemføres
på 7. semester.
Et forløb som nedenstående er meget almindeligt.
5. semester: 4 valgfag til 30
ECTS
6. semester: ingeniørpraktik på
15 ECTS plus to valgfag .
7. semester: ingeniørpraktik +
bachelorprojekt.
Det er også muligt at gennemføre al praktik på 5. eller 6. semester
(f.eks. kombineret med et udlandsophold). I det tilfælde gennemføres
den sidste del af specialiseringen på 7. semester parallelt med
bachelorprojektet.
Tilvalgskurser
Specialiseringen sker dels gennem en række tilvalgskurser, dels gennem bachelorprojektet og dels i kraft af din ingeniørpraktik på 5. semester i en dansk eller udenlandsk virksomhed. Nedenstående listes nogle af de fagområder, som du har mulighed for at specialisere dig i:
- akustik
- avanceret digital design
- avanceret analog design
- avanceret digital signalbehandling
- computer arkitektur
- computer netværk, administration og sikkerhed
- databaser
- digital kommunikation
- højfrekvens- og ledningsteknik
- lineær algebra og adaptive filtre
- Linux
- mobil og trådløs kommunikation
- numeriske metoder
- objektorienteret analyse, design og programmering
- operativsystemer
- radiokommunikation
- satellit teknologi
- struktureret logisk design
- switchmode effektelektronik
- tidstro programmering – multiprogrammering
- videregående kontinuert/diskret reguleringsteknik
- Windows-programmering
Udover disse tilvalgskurser har du som studerende på elektronikretningen mulighed for at tilmelde dig kurser på Ingeniørhøjskolens øvrige studieretninger, ligesom du kan tage kurser på andre institutioner og få dem meriteret som en del af din uddannelse.
Bachelorprojekt
På elektronikingeniøruddannelsens 7. semester skal du udarbejde dit bachelorprojekt som afslutter din uddannelse. Her har du god mulighed for at sætte dit eget præg på, og skabe dig din egen ingeniørprofil. I bachelorprojektet skal du løse en ingeniørmæssig problemstilling inden for fagområdet og gøre brug af de færdigheder, som du har tilegnet dig gennem studiet. Du skal kort fortalt problemformulere, vurdere og anvende de metoder og faglige værktøjer, der er relevant for at løse en given problemstilling.
Diplomingeniøruddannelsen i elektronik på engelsk
Du har mulighed for at læse hele uddannelsen til elektronikingeniør på engelsk.
Læs om B.Eng in Electronics & Computer Engineering
Uddannelsens opbygning og kurser
I løbet af de syv semestre, som elektronikingeniøruddannelsen tager, stifter du bekendskab med mange forskellige områder. Tilvalgsfagene er placeret på 4. og 6. semester. Her får du mulighed for at lære mere om det, som har din særlige interesse.
Adgangskrav og optagelse
For at blive optaget på Elektronikingeniøruddannelsen skal du have en adgangsgivende eksamen. Nedenstående gymnasiale uddannelser kan give dig adgang:
- STX – Studentereksamen
- HTX – Højere teknisk eksamen
- HHX – Højere handelseksamen
- HF – Højere forberedelseseksamen
- Matematisk GIF-eksamen
- Videregående teknikeruddannelse, som bl.a. elektronik-, stærkstrøms-, bygge- og maskinteknikere. Kontakt Ingeniørhøjskolen for at høre mere om meritmuligheder
- Adgangskursus fra Ingeniørhøjskolen
Endvidere skal du opfylde nogle specifikke niveaukrav. Det er Matematik på A-niveau, Fysik på B-niveau samt Kemi på C-niveau eller Bioteknologi på A-niveau.
Hvis du mangler et eller flere fag eller det rette niveau kan et suppleringskursus være løsningen. Læs mere om supplering
Fagene skal være bestået med minimumskarakteren 02 efter den nye karakterskala, alternativt med 6 efter gammel skala. For begge karakterskalaer gælder, at der er tale om gennemsnittet af års- og eksamenskarakteren.
Læs mere om optagelseskravene
Jobmuligheder
Elektronikingeniører, hvoraf mange arbejder som dataingeniører, er beskæftiget over et meget bredt og ofte avanceret arbejdsfelt. De løser ingeniørmæssige problemstillinger i mange forskellige brancher, og bygger ofte broer mellem fagområderne.
Elektronikingeniører er blandt andet beskæftiget med udvikling af
mobiltelefoner, transmissionsudstyr og –modtagere, udvikling af radio-
og tv apparater, design af kommunikationssystemer, og finder i det hele
taget beskæftigelse inden for edb-, kommunikations- og
elektronikbranchen. De er med, når avanceret måleudstyr udvikles på
hospitalerne, de er med i driften og udviklingen af TV-stationer og når
raketter og satellitter sendes ud i rummet. De er også med, når
sendemaster til alskens kommunikation opstilles, og det er
elektronikingeniører, der udvikler systemerne til
signalovervågning.
IT-området
Et nyere arbejdsfelt for elektronikingeniører er hele IT-området. Her besidder de med deres erfaring og viden om programmering, netværk, data- og telekommunikation, automation, informationsstyring og –præsentation samt deres indsigt i organisation og teknologivurdering netop de faglige kvalifikationer, der efterspørges i blandt andet IT-branchen.
Muligheder for videreuddannelse
Civilingeniøroverbygning
Du kan vælge at læse videre til civilingeniør. Der er en række forskellige muligheder for at læse relevante civilingeniøroverbygninger. Ingeniørhøjskolen i København har siden 2003 haft et samarbejde med Aalborg Universitet. Det betyder, at du kan læse videre til civilingeniør på Ingeniørhøjskolens adresse i Ballerup. Du kan for eksempel læse:
- Civilingeniør i International teknologiledelse i Elektronik og Ledelse
- Civilingeniør i Kommunikationsnetværk med speciale i sikkerhed
Det er også muligt at læse en civilingeniøroverbygning på for eksempel
DTU eller Aalborg Universitet.
Videreuddannelse inden for ledelse og IT
Nogle vælger på et senere tidspunkt i karrieren at efteruddanne sig. Her tilbyder Center for Videreuddannelse på Ingeniørhøjskolen i København for eksempel tre diplomuddannelser inden for ledelse samt IT-Diplomuddannelsen:
- Diplomuddannelsen i Projektledelse
- Diplomuddannelsen Ingeniørernes Lederuddannelse
- Diplomuddannelsen i Ledelse
- IT-Diplomuddannelsen

