Handlinger tilknyttet webside
Forside > Uddannelse > Ingeniøruddannelserne > Bæredygtig Energiteknik > Solceller og bølgeenergi - og en masse andet

Solceller og bølgeenergi - og en masse andet

Planen var ellers at læse til Stærkstrømsingeniør. Men da Johan hørte om den nye ingeniøruddannelse i Bæredygtig Energiteknik slog han til. Og drømmen går i retning af udvikling af nye former for bæredygtig Energi

Johan Bunde Kondrup

Oprindelig havde Johan Bunde Kondrup en plan om at blive officer og tog derfor en Maritim HF-eksamen i Esbjerg. Da Johan i stedet besluttede sig for at blive ingeniør, måtte han derfor en smut inden om adgangskursus på Ingeniørhøjskolen i København for at supplere niveauet i matematik. For at få SU-kabalen til at gå op, valgte han også at følge et kursus i filosofi.


’Mens jeg gik på AK ville jeg egentlig læse til stærkstrømsingeniør. Men så hørte jeg om Bæredygtig Energiteknik, og synes det lød endnu mere spændende. Her kunne jeg nemlig få en uddannelse, som er direkte sporet ind på Fremtidens Energi’, forklarer Johan om sit studievalg.

 

Ingeniørhøjskolen samarbejder med Aalborg Universitet om Bæredygtig Energiteknik. Det betyder, at det første studieår svarer til basisåret for naturvidenskab på Aalborg Universitet og her er projektarbejdet i centrum.

 


’Jeg blev lidt overrasket over hvor meget gruppearbejde der egentlig er, men jeg er rigtig glad for det. Det at vi selv er ansvarlige for hvad og hvor meget vi lærer. Vi startede med et 3-ugers projekt, hvor vi arbejdede med solceller, og det næste projekt handler om bølgenergi’, fortæller Johan begejstret


På spørgsmålet om, hvad Johan godt kunne tænke sig at arbejde med når han engang er færdig lyder svaret promte.


’Jeg vil gerne være med til at udvikle nye løsninger for vedvarende energi i stedet for at videreudvikle på nuværende løsninger. Og hvis jeg en dag kunne være med til fx at sætte gang i produktion af solcelleenergi i et u-land ville det være fedt, slutter Johan.


Opdateret 05/03 2010 af webmaster@ihk.dk